wordmvp.com – website med hundredvis af artikler om Word og Word-makroer

Du er måske under søgning efter hjælp til Word stødt på artikler på wordmvp.com, et website, som giver adgang til hundredvis af artikler om Word. Artiklerne er inddelt i mange kategorier. Der er også en søgefunktion, som dækker alle artikler på websitet.

Der er rigtig megen nyttig information at finde på wordmvp.com, selv om indholdet efterhånden har nogle år på bagen, som du kan læse nedenfor. Størstedelen af informationen, du kan finde på websitet, er stadig relevant, også når det gælder nyeste versioner af Word.

Hvis du finder et link til word.mvps.org, bliver du automatisk stillet videre til wordmvp.com.

Jeg har siden 2017 sikret, at al den nyttige information på websitet fortsat er tilgængelig. Du kan læse om baggrunden for wordmvp.com nedenfor.

Forsiden på The Word MVP Site, wordmvp.com

Forsiden på The Word MVP Site, wordmvp.com.

Historien bag wordmvp.com

I år 2000 startede nogle personer fra den daværende gruppe af Microsoft Word MVP'er med at skrive artikler på engelsk om diverse emner i relation til Word for at hjælpe Word-brugere i hele verden. Artiklerne blev publiceret på word.mvps.org, et underdomæne under mvps.org, der blev oprettet af nogle MVP'er og stillet til rådighed for MVP'er inden for forskellige områder.

Gennem årene blev der tilføjet et meget stort antal Word-artikler, og word.mvps.org udviklede sig til nok verdens største samling af information om og hjælp til Word på ét sted. Nogle af artiklerne er meget basale og rettet mod nye brugere af Word, mens andre er meget specialiserede og nærmere rettet mod udviklere. Denne samling af Word-artikler har haft adskillige tusinde besøgende hver dag. Jeg har selv jævnligt henvist til artikler derfra, både på denne blog og når jeg har svaret på spørgsmål om Word i forskellige fora.

De fleste af artiklerne blev skrevet, før Word 2007 blev frigivet. Mange af artiklerne er løbende blevet opdateret frem til 2016, men der er ikke så mange af artiklerne, der er opdateret til de senere versioner af Word. De fleste artikler er stadig nyttige, også selv om du bruger en af de nyeste versioner af Word.

Hvis du er i tvivl om, hvilken version af Word, du bruger, kan du se denne artikel (engelsk): Hvilken version af Word har jeg?

I oktober 2016 meldte personerne bag mvps.org ud, at mvps.org ville blive lukket ned og alt indhold slettet med udgangen af januar 2017.

Efter lang betænkningstid besluttede jeg mig til at tilbyde gruppen af Word MVP'er at flytte alt indhold fra word.mvps.org til et andet website, så den enorme mængde af artikler ikke ville gå tabt. Jeg købte domænet wordmvp.com, og pr. 25. januar 2017 afløste det nye website det gamle. Heldigvis har ejerne af mvps.org beholdt domænet, og de har velvilligt lavet det sådan, at alle gamle links til word.mvps.org automatisk bliver viderestillet til wordmvp.com. Jeg brugte et meget stort antal timer i januar 2017 på at rydde op i indholdet, rette op på hundredvis af døde links, sætte en søgefunktion op, som virker på alle sider osv. Senere brugte jeg igen en masse tid på at ændre opsætningen af flere hundrede artikler, da den gamle opsætning rent teknisk var problematisk.

Jeg sørger løbende for at tjekke websitet for problemer såsom links, som ikke længere virker, så wordmvp.com fortsat kan være til rådighed for alle verdens Word-brugere.

Hvis du ikke allerede kender websitet, vil jeg foreslå dig at besøge wordmvp.com og kigge dig lidt omkring, så du får en fornemmelse af den store mængde af information, der er at finde. Der er gode muligheder for, at du støder på noget, der kan være nyttigt for dig.

Tags: , , , ,