Tastaturgenveje i Word – skift niveau i overskrifter og punktopstillinger eller flyt indhold op/ned

Hvis du i et dokument benytter overskrifter eller punktopstillinger, er du sikkert jævnligt i den situation, at du ønsker at skifte et afsnit fra et niveau til et andet, f.eks. fra Overskrift 1 til Overskrift 2, eller at du ønsker at indrykke et punkt i en punktopstilling for at lave et underniveau. Word har nogle indbyggede tastaturgenveje, som gør dette let og hurtigt:

Alt+Shift+Pil til venstre skifter til næste niveau i den aktuelle liste. Teksten behøver ikke at være markeret, før du bruger genvejen. Det er tilstrækkeligt, at indsætningsmærket er i det afsnit, du vil ændre.




Eksempler: skift fra Overskrift 1 til Overskrift 2 eller indryk en punktopstilling til næste niveau (oftest mod højre).

Alt+Shift+Pil til højre skifter til forrige niveau i den aktuelle liste. Ellers som ovenfor.

Eksempler: skift fra Overskrift 2 til Overskrift 1 eller ryk en punktopstilling til forrige niveau (oftest mod venstre).

Alt+Shift+Pil Op flytter markeret indhold opad i dokumentet, forbi et afsnit ad gangen. Hvis du har markeret et afsnit, vil det bytte plads med foregående afsnit. Hvis du har markeret en tabel, vil tabellen rykke op over foregående afsnit. Hvis du har markeret en række nede i en tabel, vil rækken flytte op over foregående række.

Alt+Shift+Pil Ned
Som ovenfor, blot flyttes det markerede nedad.

Hvilke Word-kommandoer er tastaturgenvejene knyttet til?

Tastaturgenvej Kommando – dansk Kommando – engelsk
Alt+Shift+Pil til venstre DispSænk OutlineDemote
Alt+Shift+Pil til højre DispHæv OutlinePromote
Alt+Shift+Pil Op DispFlytOp OutlineMoveUp
Alt+Shift+Pil Ned DispFlytNed OutlineMoveDown

Klik på kategorien Tastaturgenveje til højre for at finde flere tips om nyttige tastaturgenveje.

Husk at tastaturgenveje kan spare dig for tid og masser og museklik. Hvis du ikke allerede er flittig bruger af tastaturgenveje, vil jeg stærkt opfordre dig til at lære dig en ny genvej jævnligt.





2 kommentarer til “Tastaturgenveje i Word – skift niveau i overskrifter og punktopstillinger eller flyt indhold op/ned”

  1. Lene Brixen siger:

    Hej Lene
    Har du et bud på, hvordan man kan justere punktopstillingen generelt i Word 2013, så der IKKE er indrykning af punktet, altså:

    – tekst
    – tekst

    Man kan justere det i det enkelte dokument, men jeg vil gerne kunne ændre det for alle kommende dokumenter.

    Venlig hilsen
    Lene Brixen

    • Lene Fredborg siger:

      Hej Lene
      Jeg gætter på, at du laver punktopstillinger ved at klikke på knappen øverst til venstre i gruppen Afsnit på fanen HJEM. Det er ikke en god løsning at bruge den knap, da den føjer et punkt til det eksisterende som en form for direkte formatering i stedet for at skifte til en rigtig punktopstillings-typografi. På den måde får man aldrig fuld kontrol over formateringen. Prøv i stedet at bruge typografien Opstilling – punkttegn (har indbygget genvej Ctrl+Shift+L). Hvis du har brug for at ændre udseendet, skal du ændre typografidefinitioner i selve den skabelon, du bruger (hvis du ikke aktivt har gjort noget for at vælge en skableon, bruger du Normal.dotm).

      I følgende engelske artikel er der en detaljeret vejledning i, hvordan man sætter punktopstillinger op for at få fuld kontrol. Hvis du følger den til punkt og prikke, kan du styre tingene (passer også til Word 2013):
      http://shaunakelly.com/word/bullets/controlbullets20072010.html

Skriv kommentar


Subscribe to our mailing list

* indicates required E-mail * Navn *