Nyttig men ”hemmelig” tabulator i Word 2007, 2010 og 2013 | justeringstabulator

Du undrer dig måske over den kryptiske overskrift på denne artikel. Forklaringen følger nedenfor.

I Word og andre tekstbehandlingsprogrammer bruges tabulatorer til at styre opstilling af tekst. F.eks. bruges der måske en centreret eller højrestillet tabulator i sidefoden for at placere et sidetal eller anden tekst.




Du kender måske også problemet med, at du manuelt skal rette tabulatorplaceringer, hvis du f.eks. vender en side fra lodret til vandret eller ændrer på margenerne.

I Word 2007 blev der indført en ny type tabulator. I engelsk version af Word er denne tabulator kaldt alignment tab. I den danske oversættelse af Word er det gået helt galt. Det engelske ord ”tab” kan betyde både ”tabulator” og ”fane” (som f.eks. fanerne i Båndet). Alignment tab er blevet oversat til Fanen justering – det er rent volapyk. Den korrekte oversættelse ville være justeringstabulator. I det følgende vil jeg bruge betegnelsen justeringstabulator.

På trods af den forkerte oversættelse virker den nye tabulatortype efter hensigten – justeringstabulatorer er ganske nyttige. I modsætning til de gængse typer tabulatorer, som er placeret i en fast position, er justeringstabulatorer sådan indrettet, at deres placering er relativ til sidens aktuelle margener. I praksis betyder det, at du kan undgå problemerne med, at tabulatorer skal tilrettes manuelt, hvis du ændrer på margener eller sideorientering. Hvis du f.eks. har indsat en højrestillet justeringstabulator, vil denne tabulator automatisk flytte med, hvis du eksempelvis ændrer på højre/venstre margen eller hvis du vender en side fra vandret til lodret.

Tilføjelse efter frigivelse af Word 2013: Jeg informerede Microsoft om den forkerte oversættelse i Word 2007 og forslog betegnelsen justeringstabulator. I Word 2013 er det lykkedes at få den rettelse med, men i Word 2007 og Word 2010 er betegnelsen stadig “Fanen justering“.

Vigtigt at vide om justeringstabulatorer og Word-versioner

  1. Justeringstabulatorer bliver konverteret til almindelige tabulatorer (dvs. tabulatorer med fast position), hvis du gemmer dokumentet i Word 97-2003-format. Derfor giver det kun god
    mening at bruge dem i dokumenter, som gemmes i Word 2007-format eller senere format.
  2. I modsætning til almindelige tabulatorer, du indsætter, vises justeringstabulatorer ikke på linealen under Båndet.

Sådan kan du bruge justeringstabulatorer

Eksempel: Du ønsker at skrive en tekst til venstre i sidehovedet og placere sidetal til højre:

  1. Dobbeltklik i sidehovedet for at placere markøren deri. Derved vises også automatisk fanen Design (fanen vises kun, når sidehoved eller -fod er valgt).
  2. Skriv den ønskede tekst til venstre i sidehovedet, hvor markøren sandsynligvis står nu.
  3. I gruppen Placering på fanen Design, klik på Indsæt fanen Justering (som altså burde have heddet Indsæt justeringstabulator – i engelsk version: Insert Alignment Tab). Se illustrationen nedenfor.

 

Kommandoen "Indsæt fanen justering" (Alignment tab). I Word 2013 er betegnelsen rettet til Indsæt justeringstabulator.

Kommandoen “Indsæt fanen justering. I Word 2013 er betegnelsen rettet til Indsæt justeringstabulator.” (Alignment tab)

  1. I dialogboksen, der åbnes: Klik på knappen Højre og klik OK (se dialogboksen i dansk og engelsk version nedenfor).
Dialogboksen "Fanen justering" i dansk version. I Word 2013 er betegnelsen rettet til Justeringstabulator.

Dialogboksen “Fanen justering” i dansk version. I Word 2013 er betegnelsen rettet til Justeringstabulator.

 

Dialogboksen "Alignment Tab" i engelsk version

Dialogboksen “Alignment Tab” i engelsk version.

 

  1. For at indsætte et sidetal kan du gøre sådan: Vælg Sidetal > Nuværende placering > Almindeligt tal (Page Number > Current Position > Plain Number).
  2. Dobbeltklik uden for sidehovedet for at vende tilbage til hovedområdet på siden.

TIP: I dialogboksen Fanen Justering (Alignment Tab) kan du under Juster i forhold til vælge mellem Margen og Indrykning (Margin og Indent). Hvis du vælger Indrykning, vil tabulatoren blive placeret relativt til de eventuelle indryk fra højre og/eller venstre, der måtte være defineret for afsnittet. Hvis du vælger Margen, vil placeringen være relativt til de aktuelle lodrette margener.

Sådan får du adgang til justeringstabulatorer andre steder end i sidehoved og -fod

Som udgangspunkt har du kun adgang til justeringstabulatorer, når markøren er i sidehoved eller ‑fod. Du kan imidlertid føje justeringstabulator-kommandoen til værktøjslinjen Hurtig adgang. På den måde kan du bruge justeringstabulatorer alle steder i dine dokumenter. Gør sådan:

  1. Dobbeltklik i sidehovedet, så den kontekstafhængige Design-fane vises.
  2. Højreklik på Indsæt fanen Justering og vælg Føj til værktøjslinjen Hurtig adgang (Insert Alignment tab > Add to Quick Access Toolbar).

Bemærk, at Føj til værktøjslinjen Hurtig adgang  ikke kan vælges, hvis du allerede har føjet samme kommando til Hurtig adgang.





5 kommentarer til “Nyttig men ”hemmelig” tabulator i Word 2007, 2010 og 2013 | justeringstabulator”

  1. Niels siger:

    Din vejledning til justeringstabulator har jeg fulgt, men alligevel er “Føj til værktøjslinjen Hurtig adgang” i genvejsmenuen nedtonet.

    • Lene Fredborg siger:

      Hej Niels

      Jeg har tilføjet ekstra forklaring i afsnittet “Sådan får du adgang til justeringstabulatorer andre steder end i sidehoved og -fod” i artiklen.

      /Lene Fredborg

  2. Niels siger:

    Hej Lene

    Tak for din beskrivelse:-)

    Jeg har dog i mit første indlæg overset, at jeg allerede havde justeringstabulator i Hurtig adgang og det var grunden til, at den var nedtonet i genvejsmenuen. Efter at have fjernet justeringstabulator fra Hurtig adgang er muligheden ikke nedtonet, men fungerer som den skal.

    Det undrede mig også, for jeg erindrede, at jeg tidligere havde brugt din oprindelige beskrivelse uden problemer i Word 2013. Så den ekstra beskrivelse og især teksten “Adgangen til direkte at føje kommandoen til Hurtig adgang via højreklik er tilsyneladende fjernet i disse versioner af Word.” skal du måske fjerne igen.

    Undskyld den ekstra ulejlighed.

    Mvh.
    Niels

  3. Torben S. Lynge siger:

    Jeg er ikke så glad for at fylde for meget op i “Hurtig adgang”, så jeg har lagt knappen/funktionen på hovedfanen “Design” i stedet for; jeg har tilpasset båndet, oprettet en ny gruppe som jeg har kaldt “Justering”, og i denne gruppe tilføjet kommandoen “Indsæt justeringstabulator”. Det virker fint.
    Mvh
    Torben

    • Lene Fredborg siger:

      Til orientering for evt. andre, som måtte se Torben S. Lynges kommentar: Fanen Design findes ikke i Word-versioner før Word 2013. Det er også muligt at føje kommandoer til båndet i Word 2010 men ikke i Word 2007.


Subscribe to our mailing list

* indicates required E-mail * Navn *