På denne blog skriver jeg tips relateret til Microsoft Word. Jeg vil løbende skrive nye artikler.
Du kan bruge panelet til højre, hvis du leder efter information om et specifikt emne på bloggen.
Lidt om baggrunden for bloggen
Microsoft Word er uden tvivl det mest anvendte tekstbehandlingsprogram. Der findes ca. 450 millioner Microsoft Office-kunder i verden, og jeg gætter på, at størstedelen af disse anvender Word. Tusindvis af danskere bruger hver dag tilsammen tusindvis af timer på arbejdet med Word. Det er min erfaring, at de allerfleste kan spare tid og slippe for diverse problemer ved at vide lidt mere om, hvordan Word ”tænker”. På den måde er det lettere at gennemskue, hvordan man skal gebærde sig for at have magten over Word – og ikke omvendt.
Jeg har selv i adskillige år arbejdet med engelske versioner af Word, og jeg har i de seneste år haft stor glæde af at kunne søge efter svar på diverse spørgsmål i de mange nyhedsgrupper, der findes på Internettet. Der findes en guldgrube af information på engelsk. Meget af den information er svar på alskens spørgsmål fra brugere i hele verden. Jeg har selv siden slutningen af 2006 bidraget med svar på mange spørgsmål.
Hvis man har en dansk version af Word, er det imidlertid svært at udnytte al den engelske information, bl.a. fordi man som bruger ikke kan vide, hvordan diverse Word-termer er oversat. Derfor har jeg valgt at oprette denne blog, hvor jeg vil skrive på dansk og tage udgangspunkt i danske versioner af Word. Jeg vil generelt forsøge at skrive de engelske betegnelser også. På den måde kan anvisningerne også bruges, hvis man har engelsk Word, og det vil samtidig give mulighed for at søge efter de rigtige engelske begreber andre steder på Internettet.
Ud over de danske Word-tips på bloggen kan du på min hjemmeside finde tips og demoer (dvs. små vis-mig-film) på engelsk. Alle engelsksprogede tips og demoer tager udgangspunkt i engelsksprogede versioner af Microsoft Word. Da menuer, dialogbokse mm. altid er placeret samme sted og indrettet på samme måde uanset sprogversionen, kan du sandsynligvis godt have glæde af disse tips og demoer, selv om du har en dansksproget version af Microsoft Word.




